Forrige side: Kontakt Næste side: Referencer og links

Lidt om min baggrund, overvejelser og motivation for at skrive disse sider

Jeg er fysiker med speciale i atom- og aerosolfysik, altså hverken historiker, geolog eller glaciolog, men jeg har haft domicil i Ny Hammersholt siden 1978 og har således haft god tid til at lære omegnen grundigt at kende. Motivationen til at formidle resultatet af mine undersøgelser hænger nok sammen med min baggrund som gymnasielærer.

Mit kendskab til Frederik II's kanal har jeg fra min tidligere og nu desværre afdøde kollega Stig Obel på Frederiksborg Gymnasium og hans spændende rundvisning for mange år siden langs "Slusen" i Hillerød, samt fra senere læsning af hans og andres artikler, og fra kortlæsning suppleret med egne nye observationer i felten. Mine undersøgelser har vist, at der ikke, sådan som Stig forestillede sig, har været en kanal mellem Slettebjerget og Teglgårdsøen via Store og Lille Funkedam. Den simple kendsgerning, at Store Funkedam ligger lavere end Lille Funkedam, udelukker, at vandet kunne følge denne rute. Det første stykke af "den lange kanal til Slettebjerget", som ifølge de historiske optegnelser blev påbegyndt i 1572, er Skelbækken og dens delvist eksisterende forlængelse langs Funkevej til Store Funkedam. Intet tyder imidlertid på, at stykket fra Skelbækken til Store Funkedam nogensinde blev færdiggjort. Dette gælder også fortsættelsen efter Store Funkedam mod Slettebjerget. Store Funkedam afvander et stort område af skoven, men ikke området ved Slettebjerget, hvor vandet naturligt løber til Store Stendam. Der findes i skoven en lang grøft, som går næsten hele vejen fra Store Funkedam til Store Stendam, men det sidste dybe stykke gennem vandskellet ved Store Stendam mangler. Om grøften er fra Frederik II's tid eller af nyere dato, kan jeg ikke bedømme. Jeg gætter på, at den øvre kanal blev opgivet midt under anlægsarbejdet, fordi opdæmningen af Karlssølavningen hurtigt viste sig at være en tilfredsstillende og langt simplere løsning.

Det danske landskab spiller en central rolle, når jeg forsøger at forstå min særlige danske identitet, som i min optik ikke har noget med kongehus, flag og kristendom at gøre. Det unikke opdyrkede istidslandskab og det varierede kystlandskab forbinder mig sjæleligt med landets andre beboere helt tilbage til stenalderbonden på tværs af alle kulturelle, sproglige og religiøse skel.

Istidslandskabet har fascineret mig specielt under vandreture i egnen omkring mit hjem i Ny Hammersholt, samt under udflugter til bl.a. Bjergsted og Veddinge Bakker, Bjergene og Kårup Skov med udgangspunkt fra fritidsboligen på Ordrup Næs. Indlandsisens tydelige - men også hemmelighedsfulde - spor har fremkaldt et stærkt ønske og håb om at kunne give en fyldestgørende forklaring på hvad der skete, da fundamentet til Danmark blev støbt.

Min beskrivelse af forholdene under den sidste del af Weichsel-istiden bygger på et grundigt studium af den geologiske litteratur. Læsningen og mine egne overvejelser har overbevist mig om, at de ældre forklaringsmodeller med successive fremstød og tilbagesmeltninger af det skandinaviske isskjold næppe kan forklare en situation, som formentlig har været meget mere kompleks. Jeg har i uddybende artikel gjort rede for en mere moderne opfattelse, og for mine egne tanker i den forbindelse.

Selv om jeg ikke er glaciolog, så har jeg dog gennem årene opnået nogen fortrolighed med is og det arktiske landskab. Da jeg stoppede som lærer i gymnasiet i 1988, skiftede jeg til et job med forskning, udvikling og rådgivning vedrørende luftforurening med partikler, hvor jeg i en lang årrække har været tæt på glaciologer, gletsjere, iskapper og et enkelt isskjold. I forbindelse med feltmålinger af arktiske aerosoler i årene 1989-1998 var jeg tretten gange på Station Nord i Nordøstgrønland, syv gange på det højeste punkt af den grønlandske indlandsis (Summit, 3200 m.o.h.), og to gange på Agassiz-iskappen på Ellesmere Island. På flere af disse rejser har jeg fløjet i lav højde med Twin Otter eller helikopter over fantastiske gletsjerlandskaber - ved øst-, nord- og vestkysten af Grønland, og på øerne i det nordøstlige Canada. Specielt en flyvning fra Summit til Island med Twin Otter mellem de østgrønlandske fjelde har fæstnet sig som et uudsletteligt indtryk i min erindring. Under ophold med ventetid - der kommer ikke fly hver dag i disse egne - har jeg været på adskillige vandreture i arktiske landskaber, bl.a. fra Station Nord til iskappen Flade Isblink, og fra Sdr. Strømfjord til Indlandsisen.

I mit fritidsliv klatrede og vandrede jeg for mange år siden på gletsjere i Alperne sammen med skole- og studiekammeraten Claus Uffe Hammer, som senere blev glaciolog. På mine tjenesterejser i Grønland har jeg desværre kun opnået at se Jakobshavngletsjeren på afstand fra luften, men på en turistrejse gennem Chile og Argentina sammen med min dejlige og kære hustru Anne kom jeg for et par år siden på tæt hold af den imponerende og meget aktive Perito Moreno-gletsjer i det sydlige Patagonien.

Peter Wåhlin

Del på facebook


Forrige side: Kontakt Næste side: Referencer og links