Indlandsisens tilbagesmeltning i Danmark

Ny Hammersholt ligger i udkanten af en bred randmoræne, som blev efterladt af indlandsisen, da klimaet blev varmere for 16-19 tusind år siden kort tid før afslutningen på den sidste istid.

Der var på den tid isdække i Danmark, nordøstisen og de baltiske gletsjere, som kom fra forskellige dele af det massive skandinaviske isskjold. Isskjoldet, som var startet som en iskappe i det skandinaviske højfjeld, havde bredt sig til de lavere områder mod syd og øst, hvor det var blevet så tykt, at dets egen højde gjorde isskjoldets fortsatte eksistens uafhængig af højfjeldet. I denne fase af nedisningen blev den nordlige del af Danmark dækket med is. Senere brød isen sammen i i Skagerak og nordlige Kattegat, fordi havet steg i forhold til underlaget, der blev presset ned af ismasserne. Den senere landhævning viser, at de største ismasser fandtes i det nordlige Sverige nær Botniske Bugt. Skurestriberne i det sydlige Sverige viser, at isskjoldet i en periode havde en højderyg ned igennem Sverige, hvorfra nordøstisen og den baltiske is bevægede sig til hver sin side (en såkaldt isdeler).

Den sidste is kom fra den vestlige del af østersølavningen i form af den baltiske isudstrømning (de såkaldte ungbaltiske gletsjere, som via de lavest liggende områder bredte sig ud over den sydlige og østlige del af Danmark). Dette skete formentlig i sammenhæng med den begyndende klimamildning og bidrog til isskjoldets kollaps. Nordøstisen, derimod, var resultatet af den foregående afkøling, der fik hele isskjoldet til at vokse og brede sig ned i det danske område, hvor det nåede sin maksimale udstrækning (Ussings linie i Jylland) for omkring 20 tusind år siden.

På isskjoldets sydvestlige side bevægede nordøstisen sig ned over det sydlige Kattegat og det nordøstlige Danmark med en moderat hastighed. Isen ved bunden mødte stor modstand i det svenske område, og længere oppe langs den svenske kyst blev isen søsat som isbjerge, der sejlede bort gennem det nordlige Kattegat og Skagerrak. Grænsen, for hvor dette skete, flyttede sydpå, efterhånden som vandstanden i havene steg på grund af afsmeltningen. Randen af nordøstisen i Danmark var vigende og gav efterhånden plads til de hurtige ungbaltiske gletsjere. Der var dog ind imellem perioder, hvor nordøstisranden stagnerede og herved skabte nordvest-sydøst orienterede randmoræner, som i de østlige egne senere blev overskredet, men ikke nødvendigvis udslettet, af de ungbaltiske gletsjere. Den baltiske is blev med tiden tyndere og har i det nordøstligste Sjælland kun efterladt sig svage spor, når der ses bort fra kyststrækningen langs Øresund.

Den klassiske ("polyglaciale") beskrivelse af den sidste del af istiden med skiftevise isfremstød og tilbagesmeltninger (ét nordøstfremstød og to baltiske fremstød) må givetvis revideres i forbindelse med den ændrede forståelse i nutiden af isstrømmenes betydning. Nedenstående figurer udtrykker en mere moderne opfattelse, som kan betegnes "nedisning med efterfølgende afsmeltning og gletsjerfremstød" (læs nærmere her om de personlige overvejelser og fortolkninger, der ligger til grund for figurerne):

Venstre figur (nedisning): Da klimaet endnu var koldt, bredte isskjoldet sig ud over Danmark. Isen strømmede langsomt bort fra isskjoldets centrum. Den antydede lavning viser i grov forenkling Østersøen og de danske Bælter.

Højre figur (gletsjerfremstød): Isskjoldet var stort og mægtigt, da en begyndende klimamildning satte ind for ca. 19 tusind år siden. En kraftigere sommerafsmeltning med stedvis ophobning af smeltevand begyndte langs de perifere dele af isskjoldet. Sneen faldt imidlertid fortsat og blev liggende både sommer og vinter højere oppe på isskjoldet, hvor der var konstant frost, og hvor der muligvis faldt mere sne end tidligere på grund af tilførsel af varmere og dermed fugtigere luft fra Atlanterhavet. Isen fortsatte derfor med at flyde, endda med voldsomt forøget hastighed i de laveste vandfyldte eller vandmættede områder på grund af smeltevandets smørende virkning. Den forholdsvis langsomt flydende nordøstis, som nu kun kom fra det forholdsvis lille område vest for isdeleren i Sverige, trak sig gradvist tilbage og efterlod sig randmoræner, smeltevandsaflejringer og dødis. Afsmeltningen gav plads til, at den baltiske is med akser i de smeltevandsmættede bassiner kunne strømme mod nord og nordvest, formentlig først op igennem Lillebælt og hen over Fyn, senere igennem Storebæltsområdet og Sydvest- og Midtsjælland, og til sidst igennem Nordøstsjælland og Øresund.

Bortset fra de "varme" og hurtige baltiske gletsjere, der kunne trænge langt frem i det delvist nedsmeltede lavland, skrumpede isskjoldet ind, overgik til dødis og isbjerge ude ved kanterne, og mistede langsomt højde i de centrale områder. Et tilsvarende "langsomt kollaps" og deraf følgende havniveaustigning kan man frygte vil ske for den grønlandske indlandsis, hvis nutidens tendens til klimamildning fortsætter. Heldigvis er det grønlandske isskjold temmelig robust, da det er omgivet af bjerge og ikke lavland som det skandinaviske. I Grønland kan gletsjerisen kun strømme ud gennem forholdsvis smalle fjorde, men nogle af disse steder, f.eks. ved Jakobshavn (Ilulissat), har der faktisk vist sig tegn på forøget aktivitet. Fra de grønlandske fjorde strømmer isen imidlertid ikke ud i et lavland som den baltiske is i Danmark, men i havet, hvor isen brækker i stykker (kælver) og spredes som flydende isbjerge.

Del på facebook